Rejseguide til Riga
Solidt placeret ved floden Daugava ligger den største by i Letland, nemlig Riga. Byen byder på en charmerende gammel bydel, imponerende Art Nouveau-arkitektur, brutal historie og hippe, moderne bykvarterer. Med andre ord er der noget for enhver smag.
Riga er Baltikums største by og samtidig hovedstad i Letland, hvor lidt over 600.000 mennesker har hjemme. Cirka en tredjedel af Letlands befolkning er bosiddende i hovedstaden. Byen har været hovedstad siden 1991, hvor landet løsrev sig fra Sovjetunionen, som havde besat dem siden 1944. Riga består i dag af flere forskellige befolkningsgrupper, men er den by i Baltikum med flest russiske indbyggere. Knap 25 procent er etniske russere. Tallet var under besættelsen en del højere, men mange vendte hjem til Rusland efter løsrivelsen.
Riga blev grundlagt i 1201 af den tyske biskop Albert og hørte først under den tyske ridderorden og senere Hanseforbundet. I 1918 erklærede Letland sig som en selvstændig republik, men opnåede først international anerkendelse som selvstændigt land i 1922 efter en blodig frihedskamp. I 1940 blev Letland kortvarigt besat af Sovjetunionen, indtil Nazityskland angreb og besatte Letland i 1941-44, hvor Sovjetunionen generobrede landet. I 1991 blev Letland igen et selvstændigt land, og brutaliteten der var forbundet med fremmede landes annektering og besættelse er ikke glemt.
Når man går rundt i byens gader er man heller ikke i tvivl om, at de støtter Ukraine og er bange for, at Rusland går ind i de baltiske lande næste gang. De er endda gået så vidt, at de kort efter krigens begyndelse i Ukraine ændrede vejnavnet ved den russiske ambassade, så den russiske ambassade nu ligger på Ukraines Uafhængighedsvej 2.
De er endda gået så vidt, at de kort efter krigens begyndelse i Ukraine ændrede vejnavnet ved den russiske ambassade.
I dag lever de forskellige befolkningsgrupper i fred og fordragelighed. Der mærkes ingen spændinger, når man går rundt i gaderne. Går man ind for fred og landes ret til selvstændighed, kan man roligt besøge den lettiske hovedstad, som byder på mange forskellige historiske tidslommer, smuk arkitektur, grønne oaser og urbane kvarterer med hippe barer. Den gamle bydel er desuden en del af UNESCO’s verdensarvsliste.
Tre gratis oplevelser i Riga vi anbefaler
Frihedsmonumentet og den baltiske kæde
Som et minde om letternes kamp for frihed og selvstændighed fra 1918 til 1920 blev Frihedsmonumentet etableret. Det stod færdigt i november 1935. Frihedsmonumentet er cirka 42 meter højt og består af forskellige skulpturer, der skildrer livet og kulturen i Letlands historie.
Nederst på monumentet står der “Tēvzemei un Brīvībai”, hvilket betyder “For fædreland og frihed”. Den øverste del af monumentet består af en ni meter høj figur, en ung kvinde, der løfter tre stjerner af guld. De tre stjerner symboliserer Letlands tre regioner.
Ved afsløringen af Frihedsmonumentet i november 1935 blev der indført æresvagter, som dagligt stod vagt indtil juli 1940, hvor besættelsesmagten Sovjetunionen forbød det. Tæt på Frihedsmonumentet kan man finde en flise til minde om den baltiske menneskekæde, som var en fredelig protestdemonstration mod den sovjetiske besættelsesmagt i august 1989.
Der var cirka to millioner mennesker, der deltog i demonstrationen, som bestod af mennesker, der på tværs af de tre baltiske lande dannede en kæde fra Tallinn gennem Riga og sluttede i Vilnius. Kæden var cirka 675 kilometer lang og blev afviklet den 23. august 1989 på 50-årsdagen for Molotov-Ribbentrop-pagten, hvor Nazi-Tyskland og Sovjetunionen delte Østeuropa mellem sig.
Menneskekæden blev starten på slutningen af Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande, herunder Letland. Efter Letland igen blev uafhængigt i 1991, blev æresvagterne igen indsat ved Frihedsmonumentet i november 1992. Siden genindsættelsen har der dagligt stået to foran Frihedsmonumentet fra klokken 10 til 16. Der er vagtskifte hver hele time.
Mežaparks Great Bandstand - Letlands store sangfestival-scene
I midten af fyrreskoven Mežaparks ligger en af Rigas kulturelle vartegn, nemlig The Mežaparks Great Bandstand, som også kaldes sangfestivalens store udendørsscene. Det er her, Letlands sang- og dansefestivaler bliver afholdt. I de baltiske lande er der stor tradition for sangfestivaler, hvor store kor tilsammen samler mange tusinde sangere.
Sangtraditionen har stor betydning for letterne. Den er en del af deres kultur, identitet og fællesskab. Den lettiske sangfestival startede for første gang i 1873 og er dermed en mere end 150 år gammel tradition. Den første store scene blev etableret på stedet i 1955, da festivalen blev flyttet hertil, og området er siden blevet genopbygget, renoveret og ombygget. Den nuværende scene blev moderniseret i 2021.
The Mežaparks Great Bandstand fremstår i dag som et stort og imponerende stykke arkitektur, hvor selve scenen har plads til 16.000 korsangere. På pladsen foran scenen er der plads til 30.000 siddende tilskuere eller 50.000 stående. I hovedbygningen er der et museum, der fortæller om den lettiske kulturelle sang- og dansetradition.
Vi besøgte The Mežaparks Great Bandstand og gik hele vejen op til toppen af scenen og stod på den øverste afsats. Det er vildt at stå deroppe og forestille sig, at der er plads til 16.000 sangere på scenen på samme tid. Vi mødte en lettisk mand på vores tur, der med både stolthed og ydmyghed fortalte, at han deltager i sangfestivalen som sanger i et lille kor på 500 mand.
Det er vildt at stå deroppe og forestille sig, at der er plads til 16.000 sangere på scenen på samme tid.
Brødrekirkegården - Rigas historiske krigskirkegård
I udkanten af Riga ligger denne imponerende Brødrekirkegård, som rummer mere end 2.000 gravpladser for faldne under 1. verdenskrig og frihedskampen for uafhængighed. Kirkegården er ni hektar stor og breder sig dermed over et kæmpe område. Den første der blev begravet på stedet var en soldat, der blev begravet i 1915 efter at være blevet dræbt i 1. verdenskrig. Kirkegården var færdig etableret i 1936.
I forbindelse med kirkegården er der bygget flere skulpturer til ære for de faldne, for eksempel monumentet “Moder Letland”, der symboliserer sorg og taknemmelighed for de sønner der døde under 1. verdenskrig og uafhængighedskrigen. Når man er kommet gennem den 10 meter høje og 32 meter brede port, som er indgangen til krigskirkegården, går man mod den modsatte ende, hvor gravene ligger snorlige på rækker.
Cirka halvvejs støder man på Evighedens Flamme, som er placeret i et en meter højt alter. Brødrekirkegården ligger omgivet af skov og skovkirkegården. Under træerne og på forhøjningerne ligger der små og store gravsteder oven i hinanden. Nogle steder ser det næsten tilfældigt ud, hvor gravene er placeret, mens andre steder fremstår mere ordnede.
Vejen op til kirkegårdene vidner om, at området rummer flere kirkegårde side om side. På begge sider ligger den ene bod efter den anden, hvor der kan købes blomster og kranse til besøget. Området er et fint sted med et mindesmærke af historisk betydning og ro til refleksion.
Tre betalte oplevelser i Riga vi anbefaler
KGB-museet i Riga - rundvisning i besættelsens hovedkvarter
KGB’s hovedkvarter i Letland under den sovjetiske besættelse fra 1940 lå i Riga i en hjørnebygning på flere etager. Her blev de, som KGB betegnede som fjender af styret, fængslet, afhørt, tortureret og henrettet. I perioden frem til landets uafhængighed i 1991 indledte KGB 48.000 straffesager mod modstandere af styret.
Bygningen som rummede KGB’s hovedkvarter indeholder i dag et KGB-museum. I stueetagen er der en udstilling med billeder og fortællinger fra tiden under besættelsen. Det er museets hovedudstilling og er frit tilgængelig for alle. Hvis man vil have besøget krydret med adgang til forhørslokaler, fangekælder med forskellige celler, køkken, henrettelsesplads og en masse små fængende historier, skal man købe en guidet rundvisning.
Rundvisningen købes online, og gerne flere dage forinden, hvis du vil være sikker på at få en billet. Børn under 12 år har ikke adgang til rundvisningerne på grund af historiens brutalitet. Rundturen starter ved datidens hovedindgang, hvor modstanderne af systemet fra starten blev udsat for psykisk tortur.
Turen går videre forbi forhørslokaler, fængselsceller, fangegården, køkkenet og forskellige celler. Nogle af cellerne var så små, at fangerne kun kunne sidde eller stå, andre var helt mørklagte. Det sidste stop på rundturen er stedet, hvor de henrettede fjender af det sovjetiske styre.
Guiden på turen var en god formidler af en barsk historisk tid, som fortsat står tydeligt i erindring for mange letter. Et museumsbesøg der efterlader et stort indtryk og er med til at give en større forståelse for de baltiske landes massive og kompromisløse støtte til Ukraine.
Et museumsbesøg der efterlader et stort indtryk.
Billetten til den guidede rundtur kostede 15 euro. For studerende er prisen 9 euro.
Byvandring med lokal guide i Riga
Vi tilbragte to timer i selskab med en lokalguide, som tog os med på en tur rundt i Riga, hvor vi blev klogere på den sovjetiske historie i Riga under besættelsen fra 1940. Guiden var uddannet historiker, var barn under besættelsen, passioneret og en fantastisk formidler.
Han viste og fortalte om bygninger og historier, som vi ellers ikke ville have bemærket eller kendt til. For eksempel førte han os forbi et område med boligblokke, hvor etagerne var lave for at få en ekstra etage med en række lejligheder ind. Der skulle bygges billigt til flest mulige på én gang.
Derudover brugte han også sine egne historier til at give et indblik i hverdagen for familier under besættelsen af Sovjetunionen. Da turen gik forbi Riga Slot, som i dag huser landets præsident, fortalte han, at det under Sovjetunionen var Folkets Hus. Der var han kommet som barn efter børnehave og skole, hvor han legede, sang og takkede morfar Stalin for alt det gode han havde gjort for dem.
Turen gik også forbi den russiske ambassade, hvor tiden fra besættelsen trækker tråde til vores samtid. I Riga er man ikke i tvivl om, hvad den officielle holdning til krigen i Ukraine er. Flere steder hænger der ukrainske flag, og flere letter vi talte med, kender historien godt og tager ikke deres frihed for givet.
Modstanden er især tydelig ved den russiske ambassade i Riga, hvor der er flere øjensynlige markeringer. På gadeskiltet ved ambassaden står der ”Ukrainas neatkarības iela”. Det betyder Ukraines Uafhængighedsvej, så nu ligger den russiske ambassade altså på Ukraines Uafhængighedsvej 2. Navnet blev ændret i 2022, da Rusland invaderede Ukraine.
Ved slutningen af den cirka to timer lange tur får man muligheden for at betale det, man har råd og lyst til i drikkepenge. Turen var spækket med små anekdoter, fantastiske fortællinger og flere steder, vi ikke var kommet forbi, hvis vi ikke havde været i selskab med en lokal.
Lido - billig lettisk mad hvor de lokale spiser
Hvis man vil opleve Rigas hverdagsliv og madkultur, er restaurantkæden Lido et godt udgangspunkt. Vi fik det anbefalet af en lokal, da vi var på udkig efter lokal og national mad, der hvor lokalbefolkningen spiser.
Lido er mere et cafeteria end en restaurant. For at få mad skal man selv tage en bakke og bevæge sig rundt i madområdet, hvor den ene ret efter den anden står side om side. Man vælger selv sin menu ud fra de mange forskellige muligheder af varme, kolde og lune retter.
Skiltene står på lettisk, men flere af kokkene kunne lidt engelsk, så de hjalp os med at blive klogere på, hvad de forskellige retter indeholdt. Når man havde betalt sin mad ved kassen, kom man til et spiseområde med borde, stole og bænke.
Vi besøgte to forskellige Lido-restauranter. Den ene var større og mere besøgt end den anden. Fælles for begge steder var, at der var et stort udbud af retter, samt at det hovedsageligt var lokale, der enten mødtes og spiste sammen, eller kom der for at nyde et måltid alene.
Begge steder betalte vi cirka 150 kroner for forret, hovedret, dessert og drikkevarer for to personer.
Mad og drikke i Riga
På vores tur til Riga besøgte vi så mange gode barer, caféer og restauranter, at det kræver en artikel for sig selv. Vi vil dog her fremhæve det Tallinn-kvarter, som vi opsøgte for at spise den sidste aften.
Området ligger på Tallinns gade, hvilket er baggrunden for navnet. Selve området er en gammel nedlagt brandstation, som er lavet om til et urbant hipsterområde med forskellige caféer, restauranter og spillesteder.
Maden er billig, omgivelserne unikke og stemningen god. Det kan helt klart anbefales at besøge dette enestående sted. Der er et fint udeområde med god plads, men de forskellige lokaler er også unikke og charmerende på hver deres måde.
Transport i Riga
Der er fine muligheder for at komme rundt med sporvogn og busser. Hvis man kan eller har lyst til at gå, er det meste i Riga i gåafstand. Man skal dog være opmærksom på, at underlaget ikke alle steder er lige jævnt.
Vi kørte med sporvogn og brugte derudover Bolt til at komme omkring med.
Hvad kostede Riga os?
| Post | Pris |
|---|---|
| KGB-museet, guidet rundvisning | 15 euro pr. person (9 euro for studerende) |
| Byvandring med lokal guide | Drikkepenge efter eget valg |
| Lido (forret, hovedret, dessert og drikkevarer, 2 pers.) | Ca. 150 kr. |
Fem hurtige spørgsmål om Riga
Kan man nå Riga på en weekend?
Ja, ud fra vores oplevelser kan man nå meget i Riga på en weekend. Vi nåede både gratis oplevelser, et museumsbesøg, en byvandring med lokal guide og flere gode steder at spise.
Er Riga sikkert at besøge?
Vi oplevede Riga som tryg at besøge. Der mærkes ingen spændinger, når man går rundt i byen, og går man ind for fred og landes ret til selvstændighed, kan man roligt besøge den lettiske hovedstad.
Hvad koster det at besøge Riga?
Flere oplevelser i Riga er gratis. Den guidede rundvisning på KGB-museet kostede 15 euro pr. person, byvandringen blev betalt med drikkepenge efter eget valg, og vi gav cirka 150 kroner for mad og drikke til to personer på Lido.
Hvad er KGB-museet i Riga?
KGB-museet ligger i den bygning, som under den sovjetiske besættelse husede KGB's hovedkvarter i Letland. Her kan man både se udstillingen i stueetagen og komme med på en guidet rundvisning til blandt andet forhørslokaler, celler og henrettelsesområdet.
Hvordan kommer man rundt i Riga?
Det meste i Riga kan nås til fods, hvis man har lyst til at gå. Derudover er der gode muligheder med sporvogn og busser, og vi brugte også Bolt til at komme omkring med.