Rejseguide til Vilnius
Vilnius er en hyggelig by med det meste i gåafstand. Den byder på en afslappet stemning, hvor man nyder dagen og friheden. Den er nemlig ikke en selvfølge, viser historien
Vilnius er hovedstaden i Litauen og med sine knap 600.000 indbyggere også landets største by. Byen har været hovedstad siden 1991, hvor Litauen som det første baltiske land løsrev sig fra Sovjetunionen. Vilnius består i dag af flere forskellige befolkningsgrupper, hvor de største er litauere, polakker og russere. Vilnius er grundlagt af storfyrsten Gediminas i 1323, og da vi besøgte byen, havde den 700års fødselsdag, og som en lokal mand jokede med, så er det et cirka årstal, så håbet er, at man ikke finder noget, der peger på et andet årstal, da det vil kræve meget arbejde i forbindelse med omskrivning af historien.
Vilnius var i flerhundrede år et centrum for jødisk kultur og blev kaldet Nordens Jerusalem. Cirka halvdelen af befolkningen var jødiske, da 2. Verdenskrig begyndte, men krigen ændrede det billede. Der er stadig en jødisk bydel, men der er ikke mange jøder. Man har prøvet at genoplive historien ved at male borgere på væggene og ved hjælp af en QR-kode, kan man høre, hvad de har at sige. Vilnius har igennem mange år været under flere forskellige regimer, og går man bare cirka 100 år tilbage, så har de været besat og en del af Polen, annekteret af Sovjetunionen, besat af Nazityskland og en sovjetrepublik frem til 1991. Det er ikke småting, at befolkningen har været udsat for, og der er ikke mange familier i byen, der går flere generationer tilbage. De er simpelthen blevet slået ihjel eller har været nødt til at flygte.
Det er ikke småting, befolkningen har været udsat for, og der er ikke mange familier i byen, der går flere generationer tilbage.
I dag er Vilnius en fredelig og rolig by, hvor man ikke har glemt historien eller krigen i Ukraine. De fleste ønsker ikke at komme tilbage til en tid, hvor man ikke var herre i eget land og frygter, at Rusland går ind i de baltiske lande næste gang. Flere butikker skilter også med, at man ikke er velkommen, hvis man støtter Ruslands invasion.
Går man ind for fred mellem mennesker, så kan man roligt sætte sig ind på en af de mange restauranter og cafeer, og det kan man passende gøre i den smukke gamle bydel, der har været på UNESCO’s Verdensarvsliste siden 1994. I den gamle bydel finder man mange kirker, katedralen, klokketårnet og det ældste universitet i de baltiske lande. Det er fra 1579.
Vilnius er også kendt for området Užupis, som har erklæret sig uafhængig af byen med eget flag og grænseovergang. Du kan læse om det lille land i byen nedenfor.
Tre gratis oplevelser i Vilnius vi anbefaler
Užupis - republikken midt i Vilnius
Området Užupis i Vilnius erklærede sig 1. april 1997 for uafhængige af byen med eget flag, forfatning, hær og præsident. Spøgen leger alle med på, og det første der møder en, når man går over broen til udbryderrepublikken Užupis, er en grænsekontrol. Vi var selvfølgelig inde og få et stempel i vores pas.
Overfor ligger spisestedet Uzupio Kaviné, også kaldet Užupis’ parlament eller “barlament”. Det var her man erklærede sig for uafhængig af Vilnius og lavede en forfatning med 41 regler. Reglerne blev skrevet af to personer på spisestedet og de skulle efter sigende have været så fulde, at de ikke kunne huske, hvad de havde skrevet efterfølgende. Politik og alkohol går fint hånd i hånd i Užupis, og møder man et alkoholpåvirket menneske, kan det være en hårdtarbejdende politiker.
Forfatningen er oversat til over 35 sprog og hænger synligt på en gade i Užupis.
Blandt de 41 regler er:
4: Enhver har ret til at begå fejl.
8: Enhver har ret til at være almindelig og ukendt.
12: En hund har ret til at være en hund.
24: Enhver har ret til ikke at forstå noget som helst.
Flere af sprogene har også et nationalt kendetegn.
Hollænderne har eksempelvis ret til stroopvaffel.
På torvet i Užupis blæser en engel i trompet. Den blev rejst og afsløret 1. april 2002. Englen er et symbol på frihed og genoplivningen af bydelen. Den er rejst til minde om en af de kreative hovedmænd bag Užupis’ løsrivelse, karikaturtegneren Zenonas Šteinys. Englen er gengivet flere steder i bydelen som miniatureudgaver og på souvenirs.
Da englen med trompeten skulle offentliggøres i Užupis, var den ikke klar. Derfor placerede man et stort æg, som så skulle symbolisere, at noget ville blive udklækket. I dag er ægget erstattet, og en ny og bedre bydel er ifølge de lokale udklækket. Derfor har man placeret ægget i en anden bydel i Vilnius tæt på banegården, hvor man håber, at ægget klækker, og der kommer en forbedret bydel frem.
Vi besøgte Užupis flere gange i løbet af vores dage i Vilnius. Det er et område med masser af gadekunst, og der er så mange historier knyttet til området, at en guidet tur i området kan anbefales. Der er efter sigende også en festlig stemning i de sene aften- og nattetimer.
Gratis byvandring i Vilnius med lokal guide
Den føromtalte guidede tur kan være med Vilnius with locals, hvor det er mennesker med rødder i byen, der viser rundt. Vi valgte Vilnius Free Walking Tour, hvor fokus er på den gamle bydel og Užupis.
Guiden var uddannet historiker, passioneret og utrolig god til at formidle og ofte med en god omgang ironi uden det blev for meget, da historierne ofte er brutale. Han brugte også sin egen historie og kunne bl.a. fortælle, at han blev født i byen, men familien er som så mange andre i byen tilflyttere.
Turen bragte os ind i flere små butikker, hvor vi bl.a. fik et indblik i madkulturen. Vi så præsidentbygningen fra bagsiden, hvor vi fik historien om, hvornår flaget er hejst, og at man laver sin egen honning i bygningen. Vi kom også forbi den brostensbelagte gade Literatų gatvė.
Gaden er kendt for sit udendørsgalleri, som indeholder små sjove værker på gadens mure. Værkerne hylder forskellige forfattere, som har forbindelse til Litauen. Guiden fortalte, at forbindelsen til Litauen behøver ikke at være stor. Eksempelvis er der et værk, der hylder Thomas Harris. Han har aldrig været i Litauen, og hans fiktive bog “Ondskabens øjne” foregår ikke i Litauen, men Hannibal Lecter, som er seriemorder i fortællingen, stammer fra Litauen.
Turen var spækket med små anekdoter, fantastiske fortællinger og flere steder, var vi ikke kommet forbi, hvis vi ikke havde været i selskab med en lokal.
Ved slutningen af den cirka to en halv time lange tur, får man muligheden for at betale det, man har råd og lyst til i drikkepenge. Vi betalte selvfølgelig manden for at bruge sin fritid i bidende kulde på at formidle byen og egne historier til en gruppe af mange forskellige nationaliteter.
På Vilnius with locals' hjemmeside kan du få overblik over ture.
Lukiškės Prison - fra fængsel til kulturhus
Det 120 år gamle Lukiškės Prison er gået fra at være topmoderne til et nedslidt fængsel og i 2019 valgte man at lukke fængslet. Fængslet har således overlevet to verdenskrige og en sovjetisk besættelse. De forskellige besættelsesmagter har brugt fængslet til politiske fanger. I perioden, hvor Vilnius hørte under Polen, brugte myndighederne det til at indsætte hovedsageligt socialister og kommunister. Nazisterne brugte i begyndelsen af deres besættelse af landet fængslet til at indsætte jøder, inden man bragte dem videre til Paneriai, hvor de blev henrettet. Senere blev fængslet brugt i Sovjetunionen. Den sidste henrettelse i Litauen fandt sted i Lukiškės Prison i 1995.
Ikke mange år før fængslet lukkede, kunne det huse cirka 1000 fanger og beskæftigede 250 fængselsbetjente. En del af fangerne var der dog kun for at blive transporteret videre til andre steder.
Lukiškės Prison fungerer nu som kulturhus med forskellige arrangementer, musikere kan øve her og der er flere barer på området. Vi brugte tid på at gå rundt i den store fængselsgård og efterfølgende få noget at drikke i deres bar indendørs. Her kan man få et godt billede af, hvordan fængslet ser ud indvendigt, og selvom man ikke skal på toilet, så gå mod toiletterne alligevel. Det er gamle celler, og man kan gå lidt videre i området og kigge ned af gangene og ind i en celle, hvor Putin i papfigur er placeret. Er man bekendt med serien ”Stranger Things”, vil området måske virke bekendt, da noget af serien er optaget i fængslet.
Flere bygninger på området er lukket for offentligheden og vil man gerne have endnu mere indsigt i historien, kan man booke en guide. Vær opmærksom på at man skal bestille i god tid.
Tre betalte oplevelser i Vilnius vi anbefaler
KGB-museet i Vilnius - Museum of Occupations and Freedom Fights
Bygningen, hvor KGB Museum befinder sig, er fra 1899. Bygningen huser indtil 1939 domstole. I 1940-41 bruger russerne den som fængsel til politiske fanger. Da Nazityskland rykker ind i byen, overtager Gestapo bygningen og bruger det ligeledes til politiske fanger. Fra 1944-1991 er det igen under sovjetisk styre. Fælles for perioderne er brutaliteten og en kompromisløs tilgang til modstandere af systemet, eller mennesker man ikke ser som værende ligeværdige.
Museet har flere rum, der har været brugt til administration, hvor man bliver taget igennem historien fra start til slut. Turen slutter i kælderen, hvor celler og torturredskaber står tilbage som, da fængslet lukkede. Det er en klaustrofobisk tidslomme, som efterlader et stort indtryk, og man skal være lavet af noget specielt, hvis det ikke rører en. Det er måske det museumsbesøg, der har gjort størst indtryk på os, og vi var ikke de eneste. En amerikansk kvinde brød sammen ved siden af os, da det hele blev for meget. Er man historisk interesseret, er det et must see.
Vi gav 115 kroner for to voksne og et barn.
Jødisk museum i Vilnius - Green House og ghettoens historie
Vi besøgte Vilnius samtidig med, at konflikten i Gaza blussede op, og om der var en sammenhæng, fandt vi ikke helt ud af, men synagogen var lukket, og døren var låst, da vi ville besøge Memorial Museum of Holocaust in Lithuania and the Vilna Ghetto også kaldet Green House. Vi blev dog lukket ind af en venlig, ældre dame, som var meget behjælpelig med at fortælle om husets historie. Vi var de eneste på museet og havde god tid til at få et indblik i den jødiske historie i Litauen. Der er meget, der skal læses, og er man mere til moderne museer med interaktive skærme og knap så meget læsning, så er man hurtigt igennem museet. På loftet har man indrettet et hemmeligt rum, som det kunne have set ud under 2. Verdenskrig for mennesker i skjul og på flugt. Det var vanvittig koldt, mørkt og små fugtigt og tanken, om at skulle være der i længere tid, var svær at forholde sig til.
Vi gav 115 kroner for to voksne og et barn.
Uzupio Kaviné - Užupis' barlament
Den skarpe læser har nok opdaget, at begejstringen for Užupis er ret stor, og når man nu alligevel er i området, hvorfor så ikke besøge stedet hvor det hele blev grundlagt, nemlig “barlamentet” eller officielt Uzupio Kaviné. Der er rig mulighed for at få slukket både sult og tørst. Det er et hyggeligt sted med kunst på væggene, og der er indrettet med store mørke robuste møbler med puder. Stemningen er som resten af området afslappende.
Vi bestilte to store øl, en cola, en øl-tallerken med brød, ost og pølser. Derudover fik vi to dagens suppe, en omgang ribs med kartofler, syltet grønsager og salat. Vi kom af med 40 euro.
Mad og drikke i Vilnius
Den sidste aften i Vilnius gik vi på jagt efter lokal og national mad. Der er rigtig mange restauranter i Vilnius, hvor det er muligt, men vi ramte en aften, hvor andre var kommet på samme ide.
Vi endte med at gå på Etno Dvares, som er en kæde, der har specialiseret sig i litauiske retter.
Til forret bestilte vi saltibarsciai, som er en kold rødbedesuppe, friturestegt brød, som man får rigtig mange steder som en snack, ofte serveret med en ostedip og burokėlis, som er en varm rødbedesuppe med svampe og oksekød.
Til hovedret bestilte vi kartoffelpandekager med laks, kartoffelpandekager med oksekød og cepelinai også kaldet zeppelinere, som er landets nationalret. Det er en kartoffelbolle, der kan indeholde forskelligt kød eller grøntsager. Den vi fik, var med oksekød. Ifølge spisestedet er deres zeppeliner det tætteste, man kommer på den originale opskrift. Det er en velsmagende sag, som lander tungt, og man kan sagtens dele, hvis man også gerne vil prøve andet fra menukortet. Som drikkevarer fik vi sodavand og lokal mørk øl.
Selvom vi var mætte, var vi nysgerrige på deres desserter. Vi bestilte namines spurgytes, som minder en del om æbleskiver. Til dem fik vi en lokal kaffe, der var lidt krydret.
Vi kom af med 425 kroner for tre personer, og vi var alle stopmætte, da vi gik derfra. Vi er ikke madeksperter, men besøget på restauranten var på alle måder en god oplevelse.
Transport i Vilnius
Der er fine muligheder for at komme rundt med busser. Hvis man kan eller har lyst til at gå, er det meste i Vilnius i gåafstand. Man skal dog være opmærksom på, at underlaget ikke alle steder er lige jævnt. Vi betalte en euro pr. person, når vi kørte med bus i byen.
Hvad kostede Vilnius os?
| Post | Pris |
|---|---|
| KGB-museet (2 voksne + 1 barn) | 115 kr. |
| Jødisk museum / Green House (2 voksne + 1 barn) | 115 kr. |
| Guidet byvandring | Drikkepenge efter eget valg |
| Frokost på Uzupio Kaviné | 40 euro |
| Middag på Etno Dvares (3 pers.) | Ca. 425 kr. |
| Bus i byen | 1 euro pr. person |
Fem hurtige spørgsmål om Vilnius
Hvad er Užupis i Vilnius?
Užupis er et område i Vilnius, som i 1997 erklærede sig uafhængigt af byen med eget flag, forfatning, hær og præsident. I dag er det kendt for sin særlige stemning, gadekunst og mange små historier.
Er Vilnius sikkert at besøge?
Vi oplevede Vilnius som en fredelig og rolig by. Går man ind for fred mellem mennesker, kan man roligt sætte sig ind på en af de mange restauranter og cafeer i byen.
Hvad koster det at besøge Vilnius?
Flere oplevelser i Vilnius kan opleves gratis. Vi gav 115 kroner for KGB-museet for to voksne og et barn, 115 kroner for Green House for to voksne og et barn, 40 euro for frokost på Uzupio Kaviné, cirka 425 kroner for middag på Etno Dvares for tre personer og 1 euro pr. person for bussen.
Hvad skal man spise i Vilnius?
Vi prøvede blandt andet kold rødbedesuppe, friturestegt brød med ostedip, varm rødbedesuppe med oksekød, kartoffelpandekager og cepelinai. Derudover spiste vi på Uzupio Kaviné og Etno Dvares.
Hvordan kommer man rundt i Vilnius?
Det meste i Vilnius er i gåafstand, hvis man kan eller har lyst til at gå. Derudover er der fine muligheder med busser, og vi gav 1 euro pr. person, når vi kørte med bus i byen.