Tjekkiet

Karlovy Vary

Rejseguide til Karlovy Vary

Karlovy Vary er en idyllisk kurby, der byder på skønhed for øjet, afslappet stemning, ro, tid til fordybelse, wellness og helbredende kilder. I hvert fald hvis man skal tro på fortællingen om byens kilder.

Karlovy Vary er en by i det nordvestlige Tjekkiet, tæt på grænsen til Tyskland og ca. to timers kørsel fra Prag. Byen med de omkring 48.000 indbyggere blev grundlagt i år 1370 af en tysk-romersk kejser ved navn Karl. Efter sigende grundlagde han byen, da han opdagede de varme kilder med helbredende kræfter. På tysk hedder byen Karlsbad.

Byen er omgivet af skovklædte bjerge og bygget op omkring floden Teplá, hvor elegante, farverige huse og restauranter ligger på hver sin side. Karlovy Vary fremstår meget idyllisk med parker, varme kilder, pavilloner og storslåede søjlegange.

Karlovy Vary har gennem mange år været besøgt af det bedre borgerskab, kendte og adelige, hvilket byen bærer præg af i sit udseende. Byen fremstår luksuriøs og smuk og er også blevet brugt til optagelser af flere film.

Under 2. Verdenskrig blev byen en del af Nazityskland og blev brugt som rekreationssted for medlemmer af den tyske hær. Byen var under krigen forskånet for de større bombardementer og angreb, som ellers ramte mange byer. Den gamle historiske bydel består dermed af sine oprindelige elegante bygninger fra byens storhedstid som kurby for Europas kongelige, kendte og bedre borgerskab.

Byen er i dag især kendt for sine varme kilder, wellness- og spa-hoteller samt sin internationale filmfestival.

Billeder fra Karlovy Vary
Billede af udsigt over Karlovy Vary.
Udsigt over Karlovy Vary
Byen ligger smukt mellem grønne bakker og elegante bygninger langs floden
Billede af floden Teplá i Karlovy Vary.
Floden Teplá
Floden Teplá løber gennem byen og binder promenader, broer og facader sammen
Billede af farverige huse i Karlovy Vary.
Farverige huse
De farverige facader langs floden er en vigtig del af byens visuelle særpræg
Billede af promenaden i Karlovy Vary.
Promenaden i byen
Langs promenaden mærker man den rolige stemning, som stadig præger kurbyen
Billede fra Westend-kvarteret i Karlovy Vary.
Westend-kvarteret
De mondæne villaer i Westend viser en mere eksklusiv side af Karlovy Vary
Billede med stemning fra Karlovy Vary.
I love Karlovy Vary
Skiltet er et populært fotostop og en del af den moderne stemning i den historiske kurby

Tre gratis oplevelser i Karlovy Vary vi anbefaler

Kolonnaderne i Karlovy Vary - byens varme kilder

I det historiske centrum af Karlovy Vary findes der flere smukke, elegante og storslåede kolonnader og pavilloner, hvor man finder de offentligt tilgængelige varme kilder.

Den største og mest imponerende er Mill Colonnade, opført mellem 1871 og 1881. Bygningen er 132 meter lang, og i den ene ende er der en orkesterpavillon. Bygningen bæres af 124 søjler, og når man går gennem søjlegangene, kan man finde fem af de varme kilder.

Ikke langt fra Mill Colonnade ligger Market Colonnade, som blev opført i 1882-1883. Kolonnaden er lavet af træ, der er malet hvidt og smukt udskåret med mange fine detaljer, og den indeholder tre af byens varme kilder. Placeringen er central - det er her, byen tidligere har haft markedsplads og rådhus. Da vi besøgte byen, blev kolonnaden den ene dag brugt til klassisk koncert, hvilket vi nød godt af. En helt speciel og dejlig oplevelse, som passede fint ind i byens historie og stemning.

Park Colonnade ligger, som navnet antyder, i en af byens parker omgivet af blomsterbede. Kolonnaden er opført i 1880-1881 og lavet af støbejern. Det er en lang søjlegang, der indeholder to af byens varme kilder. Den fremstår meget romantisk med sine slanke og elegante søjler, der er udsmykket med blomstermotiver.

Imellem Park Colonnade og Mill Colonnade finder man også en lille romantisk og charmerende ottekantet træpavillon, der er opført i 1865 og indeholder en enkelt varm kilde - Frihedskilden.

I den anden ende af kurpromenaden, tæt på Market Colonnade, finder man en mere moderne kolonnade - Hot Spring Colonnade. Kolonnaden er opført i 1975 og lavet af glas og beton. Hvor de andre kolonnader er åbne, er denne lukket. Hot Spring Colonnade indeholder en enkelt kilde, men modsat de andre kilder, hvor der er en enkelt svag stråle, sprøjter denne kilde en høj stråle af varmt vand 12 meter op i luften. Kilden er i et lukket glasrum, og med det samme man træder ind i lokalet, fornemmer man dens kraft og varme. Den kan levere 2.000 liter vand i minuttet, så der er store kræfter bag, når den sprøjter vand af sted. Kilden er den varmeste i byen.

De varme kilder er så stor en del af byens DNA, at man næppe kan sige, man har været i Karlovy Vary uden at have været forbi de forskellige kilder.

Petra Velikého - boulevard med eksklusive palæer

På en spadseretur fra den historiske bydel til den nyere og mere moderne bydel kom vi igennem det luksuriøse Westend-kvarter, hvor boulevarden Petra Velikého ligger. Her finder man gamle palæer og herskabsvillaer, som er opført i perioden 1850-1914. Bygningerne ligger på et højdedrag med udsigt ud over den gamle bydel. Husene er rigt dekorerede på facaderne, og flere af dem har tårne, kupler og balkoner.

Oprindeligt er husene bygget som eksklusive pensionater til det finere borgerskab eller som private sommerresidenser. I dag er flere af bygningerne lavet om til luksus- og kurhoteller.

Gåturen gennem den eksklusive gade var som at træde ind i en tidslomme fra byens storhedstid, hvor rige og velhavende valfartede til den smukke kurby med de varme kilder.

Sankt Peter og Paul - russisk ortodoks kirke i Karlovy Vary

Da vi spadserede gennem Westend-kvarteret, passerede vi den russiske ortodokse kirke Sankt Peter og Paul. Den meget iøjnefaldende kirke med sine fem guldbelagte kupler fik vi allerede øje på fra den anden side af byen, da vi ankom. Tæt på var den smukkere, end vi havde forestillet os.

Kirken blev opført i 1893-1898, hvor der kom mange velhavende og adelige russere til den smukke og luksuriøse kurby. De var ofte i byen i længere perioder, og derfor samlede de penge ind til opførelsen af kirken, så de havde et sted, hvor de kunne holde gudstjenester.

Efter vi havde beundret kirkens ydre, valgte vi at gå ind for at se den indvendigt. Der var en del mennesker i kirken, som gik rundt i kirkerummet. Bedst som vi stod i midten af rummet omgivet af mennesker, trådte der en præst ud med røgelse og begyndte at forkynde. Da det gik op for os, hvad vi var blevet en del af, var det for sent at forlade rummet, og vi forsøgte derfor at følge med og gøre de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. En meget sjov oplevelse at få med i bagagen.

Billeder fra Karlovy Vary
Billede af Mill Colonnade i Karlovy Vary.
Mill Colonnade
Den store søjlegang er et af de mest ikoniske steder i Karlovy Vary
Billede af Market Colonnade i Karlovy Vary.
Market Colonnade
Den hvide trækolonnade er et af de fineste steder omkring de varme kilder
Billede af Park Colonnade i Karlovy Vary.
Park Colonnade
Kolonnaden i parken har et mere let og romantisk udtryk
Billede af Hot Spring Colonnade i Karlovy Vary.
Hot Spring Colonnade
Her mærker man tydeligt kraften fra byens varmeste kilde
Billede fra Petra Velikého i Karlovy Vary.
Petra Velikého
Boulevarden viser, hvor mondæn kurbyen engang var
Billede af Sankt Peter og Paul-kirken i Karlovy Vary.
Sankt Peter og Paul
Kirken med de gyldne kupler er et af byens mest markante vartegn

To betalte oplevelser i Karlovy Vary vi anbefaler

Kurkopper - en del af oplevelsen i Karlovy Vary

Som tidligere nævnt er kurbyens DNA de varme kilder. I byen er der 12 offentligt tilgængelige varme, mineralholdige kilder med en temperatur på mellem 30 og 73 grader. Kilderne, der efter sigende har en helbredende kraft, er alle forskellige i temperatur, mineralindhold og smag. Og at smage på dem er en del af oplevelsen i Karlovy Vary.

Langs kurpromenaden er der opstillet flere boder, der sælger de særlige porcelænskopper med tud, som bruges til formålet. Porcelænskopperne har forskellige motiver og kan købes i forskellige størrelser og prisklasser. Kopperne er særligt udviklede, så det varme vand ikke kommer i kontakt med tænderne, da lægerne førhen mente, at det kunne skade tandemaljen.

Når man var på kurophold i Karlovy Vary i 1700- og 1800-tallet, fik man af lægerne udarbejdet et særligt kurprogram, som fastlagde, hvor meget den enkelte patient skulle drikke af de forskellige kilder, og hvornår på dagen det skulle gøres. En del af behandlingen var også den motion, man fik ved at slentre i roligt tempo mellem kilderne.

Traditionen med at gå mellem de forskellige kilder med en kurkop lever i dag videre som en del af turistoplevelsen i byen, og man kan se mange mennesker i alle aldre gå rundt med kurkopper mellem kilderne. Vi købte selvfølgelig også en lille kop til ca. 5 euro og begav os ud på vandring mellem kilderne på kurpromenaden for at smage på vandet.

Karlovy Varys gamle kurtraditioner og historie er baggrunden for, at byen i 2021 blev optaget på UNESCO's Verdensarvsliste over kurbyer i Europa.

Becherovka - Karlovy Varys legendariske urtelikør

Den tjekkiske urtelikør Becherovka stammer fra Karlovy Vary og kaldes den 13. kilde. Likøren har efter sigende været forbundet med kurtraditionerne i byen i mere end 200 år. Urtelikøren, der indeholder mere end 20 forskellige urter og krydderier, er oprindeligt lavet af en apoteker i 1805 som et naturmiddel, der skulle hjælpe på fordøjelsesproblemer.

Flere steder i byen kan man se og smage Becherovka, blandt andet ved besøgscentret, som fortæller likørens historie og om fremstillingsprocessen. Besøgscentret ligger i den oprindelige fabriksbygning, hvor Becherovka blev produceret i mere end 140 år. Fabriksbygningen fra 1867 indeholder også butikker og restauranter, og vi valgte at besøge en restaurant, hvor vi skyllede vores frokost ned med et glas Becherovka.

Det kostede ca. 90 kroner for en rundvisning på Becherovka-besøgscentret, som afsluttes med smagsprøver.

Billeder fra Karlovy Vary
Billede af dekorative kurkopper i Karlovy Vary.
Dekorative kurkopper
Kurkopperne findes i mange former og farver og er en klassisk del af byens kurkultur
Billede af en kurkop ved en kilde i Karlovy Vary.
Kurkop ved kilden
Mange går mellem kilderne og smager vandet undervejs
Billede af boder med kurkopper i Karlovy Vary.
Kurkopper til salg
Langs promenaden sælges de særlige porcelænskopper i mange varianter
Billede af restauranten ved Becherovka i Karlovy Vary.
Restaurant ved Becherovka
Vi spiste ved området omkring Becherovka og skyllede frokosten ned med et glas af den kendte urtelikør
Billede af Becherovka i Karlovy Vary.
Becherovka
Likøren kaldes også den 13. kilde i Karlovy Vary

Mad og drikke i Karlovy Vary

Under vores ophold i Karlovy Vary besøgte vi Restaurace U Švejka, en traditionsrig restaurant med lokale egnsretter og specialiteter. Restauranten ligger i en lille sidegade til den store og centrale promenade Stará Louka. Den er nem at finde, da en figur af Švejk sidder ved et bord ud til gaden.

Švejk er en karakter fra en satirisk roman og nærmest et nationalt ikon i Tjekkiet. Man kan finde restauranter, beværtninger og butikker over hele landet med navnet Švejk eller Švejka.

Restauranten i Karlovy Vary var indrettet som en traditionel ølstue med træpaneler, hyggelig belysning og historiske billeder på væggene. Der var en god blanding af både lokale og turister, da vi besøgte den.

Vi bestilte to store Pilsner Urquell og to tallerkener med forskellige gamle egnsretter. Menuen bestod af typisk tjekkisk mad med gris, røget kød, pølse, både rød- og hvidkål samt tre forskellige slags dumplings. Et massivt måltid, som balanceres fint af den tjekkiske øl.

Vi gav knap 300 danske kroner i alt for det hele. Et solidt måltid, der fik os til at springe desserten over.

Billeder fra Karlovy Vary
Billede af Restaurace U Švejka i Karlovy Vary.
Restaurace U Švejka
Den traditionsrige restaurant er let at kende på figuren ved indgangen
Billede af Švejk-figuren ved restauranten i Karlovy Vary.
Švejk ved indgangen
Figuren ved bordet gør restauranten nem at finde
Billede af dumplings og kød i Karlovy Vary.
Dumplings og kød
De traditionelle retter bød på både kød, kål og flere slags dumplings
Billede af Pilsner Urquell i Karlovy Vary.
Pilsner Urquell
De store øl passede perfekt til det solide måltid

Transport i Karlovy Vary

Hvis man kan eller har lyst til at gå, er det meste i Karlovy Vary i gåafstand. Man skal dog være opmærksom på, at underlaget ikke alle steder er lige jævnt, samt at der kan være stigninger, der kan tage pusten fra de fleste. Vi kom dertil i bil.

Hvad kostede Karlovy Vary os?

Post Pris
Kurkop Ca. 5 euro
Rundvisning på Becherovka-besøgscentret Ca. 90 kr. inkl. smagsprøver
To overnatninger midt i byen på et trestjernet hotel 731 kr.
Middag på Restaurace U Švejka (2 pers.) Knap 300 kr.
Kolonnaderne og de varme kilder Gratis

Fem hurtige spørgsmål om Karlovy Vary

Hvad er Karlovy Vary kendt for?

De varme kilder, kolonnaderne, wellness- og spahotellerne samt den internationale filmfestival. Byens kurtraditioner er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste over kurbyer i Europa.

Kan man smage vandet fra kilderne i Karlovy Vary?

Ja, byen har 12 offentligt tilgængelige varme kilder på mellem 30 og 73 grader, og at smage på dem er en del af oplevelsen. De fleste køber en særlig kurkop til formålet.

Hvad er en kurkop?

En porcelænskop med tud, der bruges til at drikke af de varme kilder. Tuden er udviklet, så vandet ikke rammer tænderne, da lægerne førhen mente, at det kunne skade tandemaljen. Vi gav ca. 5 euro for en lille kop.

Hvad koster det at besøge Karlovy Vary?

Kolonnaderne og kilderne er gratis. Vi gav ca. 5 euro for en kurkop, ca. 90 kr. for rundvisning på Becherovka-besøgscentret, knap 300 kr. for middag for to på Restaurace U Švejka og 731 kr. for to overnatninger midt i byen på et trestjernet hotel.

Hvordan kommer man til Karlovy Vary?

Byen ligger i det nordvestlige Tjekkiet tæt på den tyske grænse, ca. to timers kørsel fra Prag. Vi kom dertil i bil.